Dyresex - burde det ikke være forbudt ved lov?

Af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet

(Trykt i Kristeligt Dagblad, 23. december 2006)

At dyr viser seksuelle tilbøjeligheder i forhold til mennesker virker på de fleste ulækkert og grænseoverskridende. Som barn kom jeg i et hjem, hvor der var en gravhund, som altid forsøgte at parre sig med de tilstedeværende menneskers ben. Det syntes alle var ulækkert, og hunden blev behørigt skældt ud, uden at det dog havde nogen synderlig effekt på dens adfærd.

Endnu mere ulækkert og grænseoverskridende bliver det, hvis der er tale om, at et menneske selv indleder et seksuelt forhold til et dyr. I Det Dyreetiske Råd har vi fx erfaret, at der er mennesker, som har et seksuelt forhold til en hanhund. Der er her tale om, at mennesket masturberer hunden, stimulerer den oralt, eller om at mennesket har vaginalt eller analt samleje med hunden som den aktive part.

Et argument for at forbyde den slags, er, at hunden jo ikke er et myndigt individ, som selv kan vælge, hvordan det skal leve sit sexliv. Problemet med det argument er bare, at der er tale om et husdyr, som jo ikke i nogen anden forstand kan siges at have mulighed for at vælge, hvilket liv det skal leve.

Husdyr er dyr, som hele livet bliver holdt af os på nogle præmisser, som vi bestemmer. Det er ikke det samme som, at dyrene har det skidt. Tværtimod er det for mange dyreejere helt afgørende, at sikre dyrene gode forhold. Samtidig har vi en dyreværnslov, som gør det muligt for omgivelserne at gribe ind, hvis et menneske udsætter dyr for vanrøgt.

Endvidere er det værd at bemærke, at noget af det mest kontrollerede i husdyrs liv netop er sexualiteten. Landbrugsdyr bliver systematisk udsat for arrangeret sex enten i form af parringer eller ved kunstig sædoverføring. For at sikre en effektiv befrugtning vil svineproducenten eller dennes medhjælper i forbindelse med den kunstige sædoverføring typisk stimulere soen seksuelt. Det accepterer man, fordi der jo ikke er tale om, at dyret lider overlast.

Spørgsmålet er så, hvorfor man, set med dyrenes briller skulle finde dyresex mere problematisk, blot fordi det involverede menneske er seksuelt tændt.

Selvfølgelig virker dyresex anstødeligt. Det gør det også på mig. Men om seksuelle aktiviteter, som jeg personligt finder anstødelige, skal forbydes, må bero på, om nogen af de involverede parter lider overlast. Det er jo et grundlæggende princip i forhold til seksuelle minoriteter, at vi lader være med at gribe ind, når de seksuelle aktiviteter ikke går ud over nogen. Og som det fremgår af de nævnte eksempler vil der være tilfælde, hvor menneskers seksuelle omgang med dyr ikke i nogen relevant forstand kan siges at gå ud over dyrene.

De tilfælde, hvor dyrene lider overlast, er i princippet dækket af dyreværnsloven. Hvis dyrene ikke i praksis får den nødvendige beskyttelse fra lovgivningens side, er der grund at stramme op på lovens forvaltning. At ville løse problemet ved at kriminalisere alle former for dyresex forekommer uretfærdigt, og det vil efter min mening ikke fremme målet om at forebygge vanrøgt af dyr.