Skal du dominere din hund?

Af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet

(Trykt i Weekendavisen 18. juli 2014)

For omtrent 25 år siden blev jeg ved et tilfælde ejer af en hanhundehvalp af racen granddanois. Han udviklede sig til en stor og på mange måder også vild og voldsom hund, som jeg ikke havde helt nemt ved at styre.

Det var dengang en udbredt forestilling, at hunde skal lære at kende deres plads i hierarkiet. Det gælder, mente man, specielt hanhunde, som viser tegn på ”dominant adfærd”, typisk i form af aggression over for andre hunde eller mennesker. Man mente nemlig, at hunde på afgørende måde ligner de ulve, som de stammer fra, og man mente samtidig, at ulve naturligt fungerer i hierarkier med en alfa-han i toppen. Lige som hos ulve er der angiveligt hos hunde en fare for, at hvis hierarkiet ikke bliver vedligeholdt, så vil lavere rangerende individer forsøge at rykke op og på aggressiv vis gøre førerhannen rangen stridig.

Jeg påtog mig derfor rollen som alfahan i forhold til min hund: Hvis han som hvalp ikke ville lystre, kunne jeg finde på at bide ham i øret. Og da han blev unghund, gjorde jeg det til en vane cirka en gang om uge at tage ham med ud i haven og vælte ham om på ryggen, så han kunne se, at det var mig, som var overhunden.

Jeg gik også til hundetræning, hvor jeg var på hold med en dame, som havde en granddanois på samme alder som min Odin. Hun brød sig ikke om mine metoder. Jeg blev dog bekræftet i mit syn på hundeopdragelse, da damen var holdt op på holdet, og jeg fik at vide, at hendes hund var blevet aflivet, efter at den i forbindelse med et aftensmåltid havde jaget familien fra bordet. Godt at jeg havde lært Odin at kende sin plads i hierarkiet!

Da jeg for ikke så længe siden rent fagligt begyndte at interessere mig for hunde og deres adfærd, blev jeg dog af kolleger med forstand på hundeadfærd taget i skole med hensyn til dominans. Selv om teorierne om den potentielt dominante hund og de tilhørende metoder stadig nyder en stor folkelig popularitet, blandt andet understøttet af fjernsynsprogrammerne Hundehviskeren og Cesars Vej med den amerikanske macho-hundetræner Cesar Millan, så har de siden slutningen i af 90erne været under hård beskydning i den akademiske verden.

Udgangspunktet for revurderingen var en artikel fra den amerikanske biolog David Mech fra 1999. I artiklen gør Mech, der selv i en indflydelsesrig bog fra 1970 havde forsvaret teorien om dominans blandt ulve, rede for sine observationer af ulveflokke i naturen. Her kunne han ikke genfinde de hierarkier og kampe for at opnå dominans, som forskere tidligere havde fundet baseret på studier af ulveflokke i zoologiske haver.

De vildtlevende ulveflokke er ifølge Mech familiegrupper, hvor der selvfølgelig er et vist hierarki, men med baggrund i familiestrukturen. ”Den typiske ulveflok skulle således”, mente Mech, ”ses som en familie, hvor de voksne forældre styrede gruppens aktiviteter og delte lederskabet i et system baseret på arbejdsdeling”. Bortset fra når der var knaphed på mad, så Mech ikke nogen tegn på, at der blev udvist aggressiv dominans mellem gruppens medlemmer. I lyset heraf blev det konkluderet, at de tidligere studier havde fundet den udbredte aggressive dominansadfærd blandt ulve på baggrund af en unaturlig situation, hvor ikke-beslægtede ulve blev tvunget til at leve sammen i en indhegning.

På baggrund af blandt andet Mechs undersøgelser forsøgte en række prominente adfærdsforskere med interesse for hunde at gøre op med ideen om, at stræben efter dominans kan bruges til at forklare aggressiv adfærd hos hunde, og dermed også med den udbredte forestilling om, at nogle adfærdsproblemer hos hunde bedst forebygges ved, at vi som mennesker forsøger at dominere hundene på en mere eller mindre voldelig måde.

Tværtimod mente forskerne, at de hårdhændede forsøg på at dominere en hund kunne fremme netop den form for aggressiv adfærd, som man ønskede at forhindre. Tag den klassiske situation, hvor en hund ligger med et kødben. Hvis hunden ikke har fuld tillid til, at den kan have sit kødben i fred, vil den knurre, hvis nogen kommer for tæt på.

Her vil en tilhænger af den dominante form for opdragelse mene, at man skal tage kampen og tage kødbenet fra hunden, selv om den først forsøger at trække sig væk, dernæst knurrer vildt og til sidst snapper ud efter en. Men det, man hermed i virkeligheden lærer hunden, er ifølge de nævnte adfærdsforskere, at de ikkevoldelige løsninger fra hundens side med først at forsøge at trække sig væk og dernæst advare ved at knurre ikke virker. Man lærer faktisk hunden, at det eneste, der virker, er at bide ud efter ejeren.

Dermed bliver den voldelige tilgang til dominans på en måde selvforstærkende. Selv hvis man vinder over hunden og får taget dens kødben, så har man lagt op til, at konflikter løses gennem vold. Flere nyere videnskabelige studier viser, at ejere, som vælger at konfrontere deres hunde med hårdhændede metoder, har langt større risiko for at blive bidt end ejere, som vælger at forsøge at opdrage hunden gennem brug af belønninger. Fx kan man godt lære en hund at aflevere et elsket kødben, hvis den herfor bliver belønnet med noget, den synes endnu bedre om.

Betyder det så, at man som ejer af en hund helt skal holde op med at tænke i hierarki og dominans og i stedet opfatte hunden som en ligeværdig ven? Nej, det vil der i de fleste tilfælde ikke komme noget godt ud af. Lige som de ældre individer i de vildtlevende ulveflokke skal vi som hundeejere vise lederskab – i princippet ikke meget forskelligt fra det lederskab, som forældre forsøger at vise over for små børn.

Rollemodellen for nutidens forældre er ikke længere patriarken, som med hård hånd sætter sin vilje igennem i forhold til resten af familien, og det bør han heller ikke være for hundeejere. Den kloge hundeejer formår at skabe kontakt til sin hund ved at være en god leder, som forstår hundens signaler og reagerer hensigtsmæssigt på dem, som giver anerkendelse, og i hvis selskab hunden opnår gode oplevelser.

På det seneste er adfærdsforskere med interesse for hunde dog igen begyndt at forsvare ideen om dominans. Men nu er fokus flyttet fra, at den dominante tvinger den dominerede til underkastelse, til at den dominerede vælger at underlægge sig den dominante. I lyset af det kan man sige, at det er OK at dominere sin hund, hvis det sker ved, at man gør sig fortjent til dens respekt.