Biologi og fremmedhad

Af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet

(Trykt i Weekendavisen 27. maj 2011)

Invasivt: Det er vigtigt at gøre sig klart, at skellet mellem de gode og de onde dyr ikke er biologisk begrundet. Det er en politisk beslutning, at vi i Danmark ønsker at fastholde en bestemt fauna.

I naturforvalternes univers er der forenklet sagt to slags dyrearter: De gode arter, som hører til i den danske natur, og de onde arter, som kommer udefra. Endelig er der de rigtigt onde, som er de fremmede arter, der truer med at fortrænge de gode, såkaldte hjemmehørende arter. Disse kaldes for de invasive arter bemærk de militære konnotationer, »invasiv« er afledt af »invadere«. I Naturstyrelsen fører man lister over arterne, og disse lister har forskellig farve, alt efter om der er tale om de gode og de onde arter. De hjemmehørende arter, som er i fare for at blive udryddet, føres på en såkaldt rød liste, og de invasive arter føres på en såkaldt sort liste.

En af arterne på den sorte liste er en lille pelset fætter, som kaldes mårhunden. Den stammer fra det østlige Asien og lever naturligt i blandt andet Japan, Kina og Korea. Den kom til Europa i 1930rne, hvor de sovjetiske myndigheder begyndte at sætte den ud i den europæiske del af det daværende Sovjetunionen med henblik på jagt. Mårhunden har en pels, som er efterspurgt. Derfor har mårhunde også tidligere været holdt på danske pelsfarme.

De udsatte mårhunde klarede sig over al forventning i deres nye omgivelser, og de har løbende spredt sig mod vest, så de i dag er almindelige i hele Polen og et langt stykke ind i Tyskland. Og nu er mårhundene begyndt at vise sig i Danmark. Frem til slutningen af sidste år blev der registreret næsten 100 skudte eller trafikdræbte mårhunde herhjemme alle i Jylland. Det er myndighedernes opfattelse, at mårhunden, hvis der ikke gøres en målrettet indsats, snart vil etablere sig i stort tal i hele Danmark.

Der arbejdes dog målrettet på at stoppe mårhundens invasion i den danske natur. Det sker, fordi myndighederne med støtte fra Vildtforvaltningsrådet mener, at mårhunden vil kunne skade den hjemmehørende natur, blandt andet ved at forgribe sig på en række sjældne padder og jordrugende fugle. Desuden kan mårhunden være bærer af parasitter og sygdomme, som kan overføres til mennesker.

Som grundlag for indsatsen fremlagde Naturstyrelsen i slutningen af sidste år en »Indsatsplan mod mårhund i Danmark«. Ifølge denne plan vil man dels holde nøje øje med forekomsten af mårhund i Danmark ved hjælp af fotofælder. Dels vil man bekæmpe den med alle til rådighed stående midler. Disse midler går langt videre, end hvad man tillader, når det drejer sig om at regulere de gode dyr.

I den mere avancerede ende af skalaen er man begyndt kortlægge mårhundens færden ved hjælp af gps-teknologi: Man indfanger en mårhund i en fælde. Hvis det er en tæve, bliver den steriliseret. Efterfølgende får mårhunden påmonteret en gps-sender og bliver sluppet løs igen. Mårhunden vil så forsøge at opsøge en mage. Når det er sket, sporer man dyret, indfanger magen, som så bliver aflivet eller også bliver påmonteret en gps-sender og bliver sluppet løs på en anden lokalitet, hvor den så igen kan finde en mage osv.

Slutmålet er at aflive alle de mårhunde, som lever på dansk grund. I bestræbelsen på af nå dette mål tilsidesættes de normale jagtetiske retningslinjer. Man tillader blandt andet, at mårhunden skydes før solopgang og efter mørkets frembrud, og at den lokkes hen til skytterne ved hjælp af foder og lys. Man tillader endvidere, at mårhunden skydes året rundt, også når den har hvalpe. Det betyder, at mange hvalpe som direkte konsekvens af menneskelige indgreb vil dø af sult og tørst i rederne. Målet helliger dog de barske og usportslige midler mårhunden er nemlig en invaderende fjende, mod hvilken der føres en retfærdig forsvarskrig.

Når Naturstyrelsen går i krig mod mårhunden, sker det i høj grad under dække af biologisk videnskab. Det er dog vigtigt at gøre sig klart, at skellet mellem de gode og de onde dyr ikke er biologisk begrundet. Det er en politisk beslutning, at vi i Danmark ønsker at fastholde en bestemt fauna. Og begrebet »hjemmehørende art« er en relativ størrelse uden megen videnskabelig substans. For den danske natur er jo et produkt af en udviklingshistorie, hvor alle dyrene oprindeligt er indvandrede eller er blev bragt ind. Et godt eksempel på det sidste er fasanen, der for godt 400 år siden blev importeret hertil fra Asien.

Man kan selvfølgelig drage et skel mellem dyr, der naturligt vandrer ind, og dyr, der som mårhunden kommer på grund af menneskelig indblanding i naturens gang. Hvis ikke det havde været for de sovjetiske myndigheders udsætninger, ville der jo ikke være mårhunde i Danmark i dag. Men dette forudsætter jo, at man ikke ser mennesker og deres aktivitet som en del af naturen. Dette natursyn med et skarpt skel mellem kultur og natur er udtryk for et filosofisk valg og ikke baseret på biologisk videnskab.

Den eneste reelle og legitime rolle for den biologiske videnskab, når det drejer sig om diskussionen af, hvordan vi skal forholde os til de invaderende mårhunde, drejer sig om at forudsige konsekvenserne af forskellige forvaltningsstrategier. Her viser det sig dog, at videnskaben ikke entydigt kan tages til indtægt for de lagte planer.

Den eneste samlede videnskabelige vurdering peger på, at mårhunden vil finde en niche i den danske natur. Selv om den lokalt og på kort sigt kan forvolde skade, er der ifølge forskerne ikke grund til at mene, at den i den store sammenhæng vil påføre naturen alvorlig og varig skade. Biologiske eksperter fra universiteterne er i øvrigt enige om, at forsøget på at forhindre mårhunden i at etablere sig i Danmark vil være forgæves.

På den baggrund kan man med rette stille spørgsmålstegn ved, om krigen mod mårhunden er fornuftig og retfærdig. I sidste ende er det selvfølgelig et politisk valg, hvad man vil gøre; men det er stærkt betænkeligt, at man under dække af biologisk videnskab forsøger at forhindre, at diskussionen bliver ført som en politisk diskussion.

Jeg er godt klar over, at situationen kompliceres af, at Danmark via en række internationale traktater kan være forpligtet til at iværksætte en bekæmpelse af mårhunden. Men lige som traktatlige forpligtelser ikke forhindrer en dansk politisk debat, når det drejer sig om vores forhold til »fremmede« mennesker, som gerne vil ind i Danmark, bør det heller ikke forhindre en bred politisk debat om forvaltningen af mårhunden og andre såkaldte »invasive« arter.