Balders død - og hvad med kattene?

Af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet

(Trykt i Weekendavisen 7. september 2012)

Mandag den 26. marts om formiddagen blev Balder dræbt. Det var ikke en pil af mistelten, som slog den 10 år gamle labrador-hund ihjel. Den blev på nært hold ramt af et skud hagl rettet mod dens hjerte. Hunden Balder var lige som sit mytologiske forbillede død med det samme. Balders banemand var ikke den onde Loke, men en jæger fra Holbækegnen, som havde fået nok af, at hunden rendte ind på hans grund og forstyrrede hans vildt.

Efter at have nedlagt Balder kontaktede jægeren selv politiet, som relativt hurtigt kunne konstatere, at der ikke skulle rejses nogen form for sigtelse, idet manden havde holdt sig nøje inden for rammerne af bestemmelserne i den gældende lovgivning. Så i modsætning til Loke fik jægeren ikke nogen straf.

Balders død gav anledning til voldsomme folkelige reaktioner i form af titusindvis af tilbagemeldinger på de forskellige dagblades hjemmesider. Mens alle aserne var enige om at fordømme Lokes udåd, så var danskernes meninger dog stærkt delte. Ved en afstemning på bt.dk, hvori 38.474 mennesker deltog, var der således 58 %, som bakkede op om jægeren, mens 20 % var kritiske over for hans handling, og 22 % ville have lavet den lov om, som tillod jægeren at skyde hunden.

Ifølge § 14 i Lov om mark- og vejfred har en grundejer nemlig ret til på hensigtsmæssig måde at fjerne omstrejfende hunde og katte fra sin grund. Når det drejer sig om måden at fjerne dyrene på, er det faktisk tilladt at tage meget drastiske midler i brug, hvis bare ejeren i forvejen er advaret. Således er nedskydning eller anden direkte på drab af dyret sigtende fremgangsmåde tilladt. Dette forudsætter dog, at dyrets besidder i forvejen indenfor det sidste år er advaret. Er besidderen ukendt, kan advarsel indeholdende en kort beskrivelse af det pågældende dyr ske gennem et på egnen udbredt dagblad.

Jægeren havde gjort alt det, som det står i loven, at man skal gøre, for at advare ejeren. Samtidig hører det med til historien, at jægeren 20 gange tidligere havde bragt hunden fra sin grund over til dens ejere på den anden side af vejen, og at han tre gange havde afleveret den til politiet. På den baggrund er det ikke svært at forstå, at manden efterhånden havde fået nok.

Diskussionen om Balders død kom derfor hurtigt til at dreje sig om, hvor vidt den gældende lovgivning på området er tidssvarende. Fødevareminister Mette Gjerskov meldte hurtigt ud, at hun ville se på den relevante lovparagraf, som stammer helt tilbage fra 1872. Jeg er parat til at se på, om der er brug for en modernisering af den her lov. Den er jo fra en tid, hvor hunde og katte blev betragtet som nogle bæster, udtalte hun dagen efter drabet på Balder til DR nyheder.

Det centrale principielle spørgsmål, som Balder-sagen giver anledning til, er, om mennesker, som bliver generet af hunde og katte, der kommer ind på deres grund, skal have lov til at tage loven i egen hånd. Som en af B.T.s læsere skriver: Det er ikke i orden at skyde andres dyr. Man må jo heller ikke skyde en tyv, hvis han eller hun kommer ind på ens grund.

Her er det relevant at sammenligne med den nye hundelovgivning, som gør det muligt at aflive en hund, alene fordi hundens eller besidderens adfærd er af en sådan karakter, at den er egnet til at skabe frygt i sine omgivelser. Den afgørende forskel i forhold til Mark- og vejfredsloven er dog, at det er politiet og ikke privatmennesker, der kan gøre sig til herre over, hvilke hunde der skal dø.

Selvfølgelig skal der være plads til nødværge, og herunder at kunne gribe til våben, hvis det er nødvendigt for at stoppe en hund, der går til angreb på mennesker eller dyr. Dette ville dog ikke have været relevant i Balders tilfælde. Han var efter alt at dømme en meget fredelig hund, som den forurettede grundejer let kunne bringe til politiet, som han allerede havde gjort tre gange tidligere.

Hvorfor har Fødevareministeren så ikke allerede fremlagt et forslag til ændring af Mark- og vejfredsloven, som fjerner retten til selv at dræbe fremmede hunde og katte, der kommer ind på ens enemærker? Det var der faktisk en del, som opfordrede hende til, da hun i maj måned indkaldte en række interessenter til drøftelse, men der var også røster, som bl.a. repræsenterede jagt og landbrug, der talte imod en ændring af loven. Efter mødet er Fødevareministen gået i tænkeboks og har endnu ikke ladet høre fra sig i denne sag.

Fødevareministerens problem er nok ikke kun, at hun risikerer at sætte sig op mod jægere og landmænd. Problemet er primært, at kattene indgår i diskussionen, og at de i denne sammenhæng rejser langt større problemer, end hundene gør. I Danmark er det jo helt almindeligt, at man lader sin kat gå ude, hvis man bor i hus. Med mindre man sætter et meget højt og kattesikkert hegn om sin have, hvad næsten ingen gør, så vil katten dermed også typisk bevæge sig ind på andre menneskers grund. Og i modsætning til hvad de fleste tror, er det faktisk ikke noget, man bare har lov til at lade sin kat gøre.

Mark- og vejfredsloven gælder nemlig, som det fremgik af citatet ovenfor, også for katte. Det betyder, at en grundejer uden videre må indfange en fremmed kat, som færdes på vedkommendes grund; og hvis kattens ejer i forvejen er blevet advaret, er det også tilladt at dræbe katten. Hvis man ophæver privates ret til selv inden for rammerne af Mark- og vejfredsloven at afgøre deres stridigheder om løsgående katte, så skal det i stedet være politiet, som tager sig af den slags. Det vil stille krav om, at der kommer nogen relativt klare og strafbelagte regler for, hvor meget styr man skal have på sin kat.

Der skulle i givet fald vedtages en kattelov, der på tilsvarende måde som den nuværende hundelov regulerer hold af katte. Udformningen af en sådan lov vil givetvis føre til store uenigheder. Kommer der et strafbelagt forbud mod at lade katte strejfe uden for ens egen grund, med mulighed for at politiet i gentagelsestilfælde kan lade den formasteliges kat aflive, vil der komme et ramaskrig fra hundredetusinder af katteejere, som i dag anser det for en selvfølgelighed, at deres kat må gå frit rundt uden døre. Kommer der ikke noget forbud, vil der komme en reaktion fra de relativt mange, som ikke vil tolerere andres katte på deres grund.

Spørgsmålet er, hvad Fødevareministeren har at sige, når hun kommer ud af sin tænkeboks. Måske når hun frem til at det pragmatiske system, vi har i dag - hvor folk selv inden for de i loven angivne spilleregler må beslutte, hvornår de ikke længere vil tolerere fremmede katte på deres grund fungerer rimeligt og derfor ikke skal laves om? Måske kommer hun med en ny vision for, hvordan hold af katte skal reguleres? Vi venter i spænding på, hvad der bliver den endelige politiske konsekvens af Balders død.