29. juni 2012

Armslængde?

Af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet

(Trykt i Weekendavisen 29. juni 2012)

Den 17. og den 21. juni skrev Politiken et par stort anlagte artikler om, at jeg er involveret i forskning, som er bestilt og betalt af svineindustrien. Især den sidste af de to artikler lægger op til, at jeg som forsker ved Københavns Universitet dermed kan bringe mig selv og universitetet i en uholdbar situation. En kollega fra mit fakultet er i artiklen citeret for at sige, at jeg kan skade universitetet, idet samfundet kan miste tilliden til, at vores forskning er båret af faglighed og uafhængighed. Kollegaen opfordrer på den baggrund ledelsen på Københavns Universitet til at tage affære.

Personligt tvivler jeg dog på, at Københavns Universitets ledelse vil tage affære over for tæt samarbejde mellem universitetet og erhvervslivet. I den seneste strategi for universitetets virke, som bestyrelsen vedtog i december 2011, hedder det nemlig, at universitetet skal udvikle nye gensidigt forpligtende samarbejdsmodeller med erhvervsliv [] Det kan bl.a. ske via netværk, hvor samarbejdspartnere kan finde hinanden og udvikle forskningssamarbejder mellem universitet og virksomheder i en tæt, fælles værdiskabende proces. Dette må siges at være et vink med en vognstang til os menige forskere på Københavns Universitet om, at vi ikke skal holde os tilbage fra at indgå i et tæt samarbejde med de relevante dele af erhvervslivet.

At der skal være samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv er ikke universiteternes egen idé. Skiftende borgerlige og socialdemokratiske regeringer har siden 80erne løbende og stadig mere højlydt og insisterende formanet universiteter og andre forskningsinstitutioner om, at universiteternes viden skal bringes i spil for at skabe økonomisk vækst i samfundet. Helge Sanders berømte slogan, Fra forskning til faktura, kan virke lidt vulgært, men sammenfatter meget fint hovedstrømmen i årtiers dansk forskningspolitik. Og det er ikke blevet ved de flotte erklæringer. Krav om erhvervssamarbejde er generelt lagt ind som en forudsætning for at kunne få del i forskningsmidler inden for den mere anvendte del af den offentligt støttede forskning, herunder forskning i relation til fødevarer og landbrug.

I praksis betyder dette, at forskere inden for den mere anvendte forskning reelt ikke har noget valg, når det drejer sig om erhvervssamarbejde. Sådan som universiteternes økonomi er skruet sammen, kan man som lektor, seniorforsker eller professor inden for de dele af forskningen, hvor der skal laves forsøg og indsamles data, nemlig ikke bedrive forskning uden at skaffe eksterne forskningsmidler. Vil man ikke samarbejde med erhvervslivet, har man derfor reelt ingen muligheder for at virke inden for den mere anvendelsesorienterede del af universitetsforskningen.

Det betyder ikke, at der er frit slag for, hvordan man som forsker samarbejder med erhvervslivet. Der er en række normer for god videnskabelig praksis, som knytter sig til den slags samarbejde. Disse normer blev fastlagt i slutningen af 90erne, hvor den såkaldte Dandy-sag rullede ved Aarhus Universitet. Sagen drejede sig om, at tyggegummifirmaet Dandy havde betalt for, at nogle forskere ved Aarhus Universitet skulle undersøge effekterne på tandsundheden af et af firmaets produkter. Da resultaterne forelå, viste det sig dog desværre for Dandy, at produktet i de udførte undersøgelser ikke havde nogen positiv effekt. Derfor forsøgte firmaet at stoppe offentliggørelsen af undersøgelsen tilsyneladende med støtte fra dele af ledelsen på Aarhus Universitet.

I forlængelse af Dandy-sagen blev universiteternes samarbejdsprojekter med erhvervslivet underlagt det såkaldte armslængde-princip. Det centrale er her for det første, at erhvervslivet ikke aflønner forskerne direkte, men at pengene går til universitetet, som så lønner forskerne på grundlag af de indbetalte midler. Dermed sikrer man sig, at erhvervslivet ikke har nogen ledelsesret i forhold til de forskere, som udfører forskningen.

For det andet er det et fast krav, at samarbejdet skal ske inden for rammerne af en såkaldt samarbejdsaftale, hvoraf det fremgår, at universitetets forskere har ret til at publicere alle de resultater, der kommer ud af forskningen. Samarbejdspartneren og sponsoren fra erhvervslivet har ret til at se forskningsresultater før andre og har ret til at kommentere udkast til publikationer; men den endelige beslutning om, hvad der skal publiceres, tilkommer alene de ansvarlige universitetsforskere. Endelig er det selvfølgelig afgørende, at man som forsker, når man publicerer sine resultater, åbent lægger frem, hvor finansieringen af forskningen kommer fra, og hvem der har været involveret i arbejdet med at fremskaffe de relevante data og resultater.

Man kan altså sige, at vi som forskere inden for den mere anvendelsesorienterede del af universitetsforskningen skal holde armslængde til erhvervsinteresser, men der er bestemt ikke tale om, at vi skal holde disse interesser ud i strakt arm tværtimod. Det er en vanskelig opgave, man her har sat forskerne på, og man må anstændigvis forlange af universitetets ledelse, at den tager et medansvar ved at fastlægge klare normer for, hvordan samarbejdet med erhvervslivet skal foregå.

I lyset af min sag kan man spørge, om ikke det ville være bedre at forsøge at genoprette den distance mellem universiteternes forskning og erhvervslivets interesser, som fandtes på de gamle universiteter frem til firserne (men aldrig i landbrugs- og fødevareforskningen, som først for ganske nylig er blevet fusioneret ind på de gamle universiteter)? Valgte man at sætte vandtætte skotter mellem universiteternes forskning og erhvervslivets interesser, ville man for alvor kunne sikre sig armslængde mellem forskning og erhvervsliv; men personligt mener jeg, at det ville være at skylle barnet ud med badevandet.

Lad mig belyse det med det første af de to projekter, jeg er involveret i sammen med svinebranchen. Dette projekt handler om at kortlægge de dyrevelfærdsmæssige konsekvenser af at fremavle søer, der får stadig flere smågrise, og om at finde veje til at forebygge eller mindske lidelser hos de berørte dyr. Samarbejdet er her efter min opfattelse et gode for samfundet, idet det skaffer os viden om, hvad det er, der foregår i landbrugets avlsarbejde viden som det er svært at se, hvordan vi ellers skulle få. Samarbejdet er selvfølgelig også til gavn for svinebranchen, hvorfor skulle de ellers ofre tid og penge på det?

Vi ved desværre alt for godt, hvad alternativet er til, at offentlige forskere samarbejder med erhvervet om at forske i husdyravl. Avlsarbejde inden for flere andre dyreracer og det meste af den øvrige svineavl, der foregår i verden, sker nemlig i multinationale avlsselskaber, hvor offentligt ansatte forskere ingen adgang har til at se avlerne i kortene. Fx kan vi ikke få at vide, hvad det er, der foregår i avlen af de hurtigtvoksende slagtekyllinger, som plages af alvorlige benproblemer.

I Danmark har vi en gammel tradition for tæt samarbejde mellem landbruget og den offentlige forskning. Den form for samarbejde rejser nogle etiske problemer, som de berørte universiteter nu er ved at vågne op til på grund af det øgede generelle fokus på erhvervssamarbejde. Disse problemer skal efter min opfattelse håndteres ved at arbejde videre med begrebet armslængde. Vi kan nok ikke undgå at få snavs på fingrene, men de rene hænders politik er ikke et ønskværdigt alternativ.