Allan, Marius og livets værdi

Af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet

(Trykt i Weekendavisen 24. juli 2015)

Da en vært på Radio24syv i slutningen af maj måned for åben mikrofon valgte at dræbe kaninen Allan ved først at slå den i hovedet med en cykelpumpe og dernæst vride halsen om på den, gav det anledning til en del opstandelse både på de sociale og i de gammeldags medier.

Holdningerne var klart delte. På den ene side var der dem, der gav udtryk for, at radioværten selv burde have en over nakken med en cykelpumpe eller i det mindste skulle fyres. På den anden side var der dem, der mente, at det var forkert at skælde ud på radioværten, al den stund at han reelt blot udstillede det hykleri, som kendetegner et samfund, hvor en stor del af de samme mennesker, som hidser sig op over, at en nuttet kanin bliver slået ihjel, bidrager til at fortære millionvis af dyr, som alene bliver slået ihjel for at tilfredsstille vores smag for kød.

Personligt fandt jeg optrinnet ret forstemmende. Dels kan man roligt sige, at historien og dens vinkling ikke var særlig original. Nogle få måneder inden havde DR kørt en lignende historie, hvor hovedpersonen var en gris ved navn Otto. Den eneste væsentlige forskel på de to mediebegivenheder var, at mens Otto fik lov at leve, så måtte Allan lade livet. Dels synes jeg, at der er noget kynisk over at slå et dyr ihjel blot for at underholde (desuagtet at værten vil påstå, at intentionen var en anden).

Man kan så spørge, hvorfor formålet med drabet gør en forskel, hvis man har sikret sig, at dyret ikke lider, og det bliver aflivet på en human måde. Det spørgsmål har jeg faktisk fået en del gange i den forløbne uge, hvor jeg har været på international kongres og har holdt foredrag om drabet på giraffen Marius.

Kongressen var domineret af forskere, som med baggrund i naturvidenskabelige metoder forsker i dyrevelfærd. Blandt deltagerne var en af dyrevelfærds-forskningens pionerer, Donald Broom, professor emeritus fra University of Cambridge. Han meddelte mig, at jeg var galt på den, da jeg i mit foredrag sagde, at aflivningen af Marius betød et tab i velfærd for dyret selv og ikke blot for alle de mange mennesker, som syntes, han var nuttet. Ifølge Broom er det et problem, hvis dyret påføres lidelse i forbindelse med drabet, men det er ikke noget velfærdsproblem at blive slået ihjel. For så eksisterer der jo ikke længere nogen, som det er synd for.

Jeg svarede ved at opstille følgende tankeeksperiment: Antag at Broom fik foranstaltet, at jeg blev aflivet, så han og de andre velfærdsforskere dermed slap for at høre på flere af mine mærkelige filosofiske teorier. Antag endvidere, at aflivningen foregik helt smertefrit, og uden at jeg opdagede, hvad der skete. Selv givet disse antagelser vil jeg påstå, at der ville være sket et tab af velfærd.

Jeg ville nemlig have mistet de gode år, som ellers sandsynligvis ville have ventet mig. Så ud over at der kunne være andre mennesker, som mistede noget (og givetvis også nogle, som vandt noget), ved at jeg gik bort, vil jeg altså påstå, at jeg også selv mistede noget. Og selv efter min død, hvor jeg ikke længere eksisterer, kan man meningsfuldt sige, at jeg mistede fremtidig velfærd, da jeg stadig eksisterede og blev udsat for en aflivning.

Det samme mener jeg i princippet er tilfældet for dyr. Det er selvfølgelig tvivlsomt, om dyr som giraffer har forventninger til fremtiden og kan blive frustreret, hvis de pludselig mister livet, men det er ikke essentielt i forhold til min argumentation. Tabet af velfærd i forbindelse med at blive slået ihjel er ikke et tab af den velfærd, som dyret eller mennesker selv forventer, men tab af den forventelige velfærd.

Var det så ikke i sin tid forkert af Københavns Zoo at slå Marius ihjel? Der var i hvert fald et tab af den velfærd, som den unge giraf kunne have opnået i de over tyve års forventelige levetid, som ville have ligget foran ham, hvis han ikke var blevet aflivet. Den afgørende overvejelse var dog, at drabet på Marius blandt andet havde til formål at forbedre livskvaliteten hos de tilbageværende giraffer.

Som jeg argumenterede for i mit foredrag, er det en del af livskvaliteten hos giraffer i en zoo at kunne formere sig og passe deres afkom, men for at dette kan lade sig gøre, må nogle af girafferne aflives eller på anden måde fjernes eller skilles fra flokken. Dette gælder særligt hanner, som efter en vis alder ellers giver sig til at slås. Og skal man flytte nogle af hannerne over i egne indhegninger, vil det dels gå ud over pladsen, og dermed livskvaliteten hos de andre dyr, og dels vil det ikke være noget særligt spændende eller rigt liv, som man kunne tilbyde de enlige hanner.

Denne nytteetiske argumentation går altså ud på, at det kan være etisk acceptabelt at aflive et dyr, hvis det tjener til at forbedre livskvaliteten hos de tilbageværende dyr, således at tabet af livskvalitet hos det aflivede dyr bliver opvejet af forbedret livskvalitet hos andre dyr. Det var der ikke nogen af deltagerne på kongressen, der protesterede åbent imod.

Tværtimod var der andre foredrag, som illustrerede de problemer for dyrs velfærd, som kan følge, hvis man ikke tillader aflivning af tiloversblevne dyr. For eksempel er der flere europæiske lande, hvor man ikke accepterer aflivning af herreløse hunde - med den konsekvens, at et meget stort antal hunde lever en stor del af deres liv under meget dårlige og stressende forhold i overfyldte internater, hvilket jeg personlig finder skrækkeligt.

Jeg er helt på det rene med, at det er en skrøbelig skillelinje, jeg her har forsøgt at drage mellem det acceptable og det uacceptable dyredrab. Hvad nu hvis indslaget med drabet på kaninen Allan havde været mere underholdende og originalt, end det faktisk var, og derfor havde skabt en stor positiv livskvalitet hos lytterne, som langt havde oversteget, hvad Allan kunne have fået ud af resten af sit liv? Hertil kan man svare, at det måske ville have været muligt alligevel at opnå det samme uden at aflive Allan - ligesom det skete med grisen Otto.

Når jeg alligevel fastholder mit nytteetiske syn på at slå dyr ihjel, så er det, fordi jeg synes, at alternativet - at tillægge dyrs liv en absolut værdi, som ikke må krænkes - er værre. Det er for mig værre i den forstand, at man for at forhindre at skulle stå med overskydende dyr ender med at begrænse dyrenes livsudfoldelser i en utålelig grad. Så er det efter min opfattelse bedre at acceptere drab af dyr som led i at sikre de overlevende dyr nogle gode forhold at leve under.