Filosoffen bag dyrerettighedsbevægelsen stiller op til diskussion i København

Af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet

(Bragt i Weekendavisen den 24. august 2018) 

I en alder af 30 år udgav filosoffen Peter Singer i 1975 bogen Animal Liberation, der bredt anses for at udgøre det ideologiske grundlag for den mere radikale dyrebeskyttelsesbevægelse, ofte kaldet dyrerettighedsbevægelsen. Denne bevægelse arbejder for, at mennesker helt skal holde op med at udnytte dyr, og taler i stedet for, at vi alle skal leve som veganere.

Nu, 43 år efter, kommer Singer til København for at tale og stille op til diskussion på Vegetarisk Festival, som i denne weekend bliver afholdt på Amager. Jeg har selv æren af at være vært for det arrangement med Singer, som foregår søndag eftermiddag, hvor emnet er dyreetik. Som opvarmning hertil vil jeg i denne artikel, efter at have skitseret Singers dyreetiske hovedargument, formulere to centrale udfordringer for hans dyreetiske position.

Singer er på en gang en meget moderne og en meget traditionel filosof. Han er moderne i den forstand, at han kaster sig over emner med bred offentlig interesse. Foruden til dyretikken har han bl.a. ydet indflydelsesrige bidrag til diskussioner om aktiv dødshjælp og bekæmpelse af sult og fattigdom. Han er også moderne i den forstand, at han engagerer sig i folkelige bevægelser og bruger en væsentlig del af sin tid på at tale til og diskutere med mennesker uden for den akademiske verden. Og sidst, men ikke mindst, er han moderne i den forstand, at han formulerer og formidler sine synspunkter på en måde, så de bliver synlige og inspirerer mange mennesker over hele verden.

Singer er samtidig en traditionel akademisk filosof i den forstand at han har været og er professor ved førende internationale universiteter, pt Princeton i USA og Melbourne i Australien. Han er også traditionel derved, at han bygger videre på en hæderkronet klassisk etisk teori, nytteetikken, og ved at han har en kolossal tiltro til betydningen af rationelle argumenter.

Når det drejer sig om dyrebeskyttelse, ikke mindst af de mere yderligtgående varianter, som Singer er med til at tegne, vil mange udenforstående nok associere den med noget meget følelsesladet – noget med at elske dyr og ikke at kunne tåle at tænke på, at de ikke har det godt. Dette er dog ikke Singers udgangspunkt. Det, der for ham, som ifølge egne oplysninger ikke er nogen stor dyreelsker, gør udslaget, er derimod, at det rationelt set ikke kan forsvares at gøre forskel på menneskers og dyrs lidelser.

Argumentet herfor bygger på to simple præmisser. Den ene er, at hvis det moralsk skal kunne retfærdiggøres at gøre forskel på to individer, så skal der være en moralsk relevant forskel mellem de to. Den anden præmis er, at når det kommer til at påføre eller forebygge lidelse, så er forskellen mellem et menneske og et dyr, som er i stand til at lide, moralsk irrelevant.

Tænk på et dyr, der lider som led i produktionen af fødevarer. Det kan fx være en so, som er fikseret i bøjle i en fareboks, mens hun farer og efterfølgende ammer sine grise – således som det er tilfældet for de fleste danske søer i dag. Der findes alternativer, hvor søerne går løse, som blot koster en smule mere. Vi ville aldrig acceptere at påføre mennesker den slags lidelser for lidt ekstra vindings skyld – hvorfor skal vi så gøre det for et højt udviklet og følende dyr som en so? Singers svar er, at det skal vi ikke; og at de, som affejer argumentet, evt. suppleret med en bemærkning om, at en so er en so, og et menneske er et menneske, udøver en betænkelig form for moralsk diskrimination. Denne måde at diskriminere på betegner han som ”speciesisme”, artsdiskrimination, som if. ham ikke principielt adskiller sig fra andre former for moralsk uberettiget diskrimination såsom sexisme og racisme.

Med baggrund i dette argument når Singer frem til princippet om ”lige hensyn til lignende interesser” på tværs af dyrearter. Og med det princip i hånden kan Singer gå i gang med at se nærmere på de forskellige måder, hvorpå mennesker bruger dyr. Han har især koncentreret sig om brug af dyr til produktion af fødevarer og til dyreforsøg. Og på begge punkter står han for en hård kritik af status quo med forsvar for vegetarisk levevis og noget nær en total afskaffelse af dyreforsøg.

Hermed står Singer i opposition til den anden betydelige, og væsentligt større, moderne bevægelse i forhold til beskyttelse af dyr: dyrevelfærdsbevægelsen. Folk, der som jeg selv går op i dyrevelfærd, vil typisk ikke kæmpe for at afskaffe brug af dyr til produktion af mad eller til dyreforsøg, men vil forsøge at reformere brugen af dyr, så den i højere grad sker på en måde, hvor lidelse undgås, og således at der tages udstrakt hensyn til dyrenes behov. For eksempel er jeg og mange andre ligesindede engageret i at få ændret rammerne for intensiv svineproduktion, så det ikke længere er muligt at fiksere søer.

Det interessante ved Singer er her, at han med sit nytteetiske udgangspunkt et langt stykke hen ad vejen er enig med os, der går op i dyrevelfærd. I modsætning til andre teoretikere med relation til dyrerettighedsbevægelsen, der forsvarer absolutte dyrerettigheder, som enten bliver respekteret eller krænket, så mener Singer, at mindre lidelse og mere velfærd altid er af det gode.

Selvfølgelig skal tingene ses i et langsigtet perspektiv; men jeg tror ikke, at Singer vil være uenig med mig i, at reformer i forhold til at forbedre dyrevelfærd overordnet set fremmer snarere end bremser den udvikling, han er tilhænger af. I lyset heraf ser jeg frem til en diskussion med Singer om den udfordring, det er at finde den rette balance mellem mål og midler i forhold til at fremme god dyreetik.

En anden udfordring drejer sig om den afgørende uenighed, der er mellem den bevægelse, Singer støtter, og så tilhængere af dyrevelfærd. For sidstnævnte er det etisk acceptabelt af slå dyr ihjel og spise dem, hvis ellers de indtil da har levet et godt liv, aflivningen sker på en smertefri måde og deres plads bliver taget af andre glade dyr. Tilhængere af dyrerettigheder ser derimod typisk på drab at dyr som den ultimative rettighedskrænkelse.

Ud fra en dyrevelfærds-tankegang kan man ligefrem argumentere for, at det ville være synd for dyrene, hvis mennesker ikke spiste dem. For hvis vi ikke spiste landbrugsdyr, ville de jo slet ikke eksistere, og så kunne de ikke gå glade rundt på marken (forudsat, at vi har at gøre med dyr, der lever under gode forhold, fx kødkvæg). I den første udgave af Animal Liberation afviste Singer, at der kan være et moralsk hensyn at tage til potentielle glade dyr, som aldrig kommer til at eksistere. I anden udgave fra 1990 var han dog kommet i tvivl.

I slutkapitlet fra anden udgave af bogen skriver han, ”at det ikke er nemt at forklare, hvorfor tabet af det dræbte dyr, set fra et upartisk synspunkt, ikke bliver kompenseret for ved skabelsen af et nyt dyr, som lever et lige så behageligt liv som det første dyr”. Så i 1990 var Singer åben over for det synspunkt, at der ikke er noget principielt forkert i at slå dyr ihjel, idet tabet ved drabet kan blive opvejet af hensynet til de dyr, som i stedet kommer til at eksistere. En yderligere udfordring for Singer bliver så at forklare, hvordan han, hvis han accepterer slagtning af landbrugsdyr med henvisning til nytten for andre dyr, kan undgå at acceptere drab på mennesker med henvisning til nytten for andre mennesker. Kan han ikke forklare det, vil han jo blive ramt som en boomerang af sin eget kritik af speciecismen.

Jeg ser frem til i diskussionen med Singer at høre, hvor hans rationelle argumenter fører ham hen i forhold til de nævnte udfordringer. Uanset om man i kan følge Singer hele vejen derhen, hvor hans argumenter fører ham, synes jeg, at man bør påskønne det vidunderlige i at have en filosof iblandt os, som tør gå derhen, hvor argumentet fører ham – selv om han dermed risikerer at lægge sig ud med den offentlige mening.