Hvis ikke jeg spiste lammekød, ville der ikke gå glade får rundt på vores mark – et dyreetisk forsvar for at spise kød

Af Peter Sandøe, professor i bioetik ved Københavns Universitet 

(Bragt i Information den 27 juli. 2018)

Antallet af vegetarer herhjemme og i andre vestlige lande er lille (under to % af danskerne lever ifølge en nylig undersøgelse fra Coop Analyse og Dansk Vegetar Forening som vegetarer), og antallet af veganere er endnu mindre. Alligevel har synspunktet om, at det principielt set er forkert at holde og slå dyr ihjel for at producere mad, rigtig god vind i sejlene. Det oplever jeg i professionelle sammenhænge, hvor antallet af bøger, tidsskrifter og konferencer båret af en dagsorden om, at vi skal holde op med at bruge dyr, eksploderer i disse år. 

Udviklingen drives frem af filosoffer og politiske teoretikere, som abonnerer på forskellige varianter af det, man kan kalde dyrerettighedstænkning. Kernen i denne tænkning er, at dyr lige som mennesker har en umistelig ret til liv og frihed, og at det derfor er principielt forkert at holde og aflive dyr med henblik på, at vi mennesker kan opnå forskellige goder, herunder animalske fødevarer. Målet er derfor en fremtid, hvor mennesker ikke længere holder dyr til landbrugsproduktion.

Jeg er grundlæggende uenig i denne vision. For at forklare min holdning vil jeg gerne tage et meget konkret udgangspunkt, nærmere bestemt på en mark i Store Heddinge, i nærheden af hvor jeg bor. På denne mark har min kone og jeg en lille flok får, der går sammen med en vædder. Hvert forår får vi nogle lam, som vi om efteråret slagter og placerer i vores egen og venners frysere.

Efter min bedste overbevisning lever dyrene på vores mark et godt liv: De kan græsse i sommerhalvåret, de får om vinteren nok foder til at klare sig, de har et læskur, og de får en gang om året klippet pelsen og beskåret klovene. Det er svært at se, at der er nogen naturlige behov, som disse dyr har, der ikke bliver tilgodeset. Selve aflivningen er relativt udramatisk: Lammene bliver fanget og bliver bedøvet med en boltpistol, mens de står med hovedet nede i en foderskål. Og efterfølgende bliver de afblødt, inden de når at komme til bevidsthed.

Det kontroversielle i arrangementet er selvfølgelig, at lammene bliver aflivet. Vi tager livet fra et ungt dyr, som ellers kunne have levet et godt liv i mange år på vores mark. Hertil vil jeg sige det samme som adskillige venlige mennesker sagde til mig, da jeg for nogle år siden fyldte 60: Alternativet er værre. Hvis ikke vi slagtede vores lam, ville vi jo ikke have dem.

Vi kunne ikke bare lade dyrene være, så ville der jo blive overbefolkning på vores mark; og hannerne ville givevis slås, indtil der kun var en af dem tilbage. Og ærligt talt ville min kone og jeg nok ikke have bøvlet med at fodre og passe dyrene, hvis ikke vi fik lidt kød ud af det. Så er det meget bedre, at der til stadighed på vores mark går dyr rundt, som har et godt liv – så længe det varer.

Dette scenarie vil givetvis ikke gøre indtryk på de nævnte principfaste veganere. De vil sige, at det kortsigtede alternativ er at kastrere vædderen, så der ikke kommer nogen lam; og at det langsigtede alternativ er at overlade marken til de vilde dyr i stedet for at holde husdyr på den. Dette argument har jeg mødt hos en yngre dansk filosof-kollega, Rune Klingenberg. I et debatindlæg i Politiken for nogle år siden argumenterede han for, at alternativet til husdyrhold er, at der i stedet for vil leve flere vilde dyr: ”Kødproduktion lægger nemlig beslag på meget store naturområder, og der kan umiddelbart leve flere vilde dyr på disse områder, end det antal dyreliv, områderne kan understøtte, når de anvendes til græsning eller dyrkning af foder”, skrev Klingenberg.

Jeg køber for argumentets skyld gerne præmissen om, at hvis min kone og jeg ikke holdt får og begyndte at spise vegansk, så ville der kunne leve et større antal vilde dyr på vores mark og de marker, hvor vinterfoderet til fårene bliver dyrket. Men er det bedre, at der lever vilde dyr? Rune Klingenberg synes at antage, at vilde dyr generelt lever bedre og lykkeligere liv end husdyrene. Det er en præmis, som bestemt kan betvivles. I de senere år er der opstået en stor international faglig interesse for vilde dyrs lidelser (se fx hjemmesiden was-research.org), og konklusionen herfra er klar: De fleste vilde dyr lever et kort, barskt og modbydeligt liv fyldt med sult, tørst, frygt, vold, sygdom og død, som står i skarp kontrast til det liv, de nævnte får og lam lever.

Der udestår selvfølgelig et væsentligt principielt argument mod den vision om at holde og spise dyr, som jeg her fremlægger: Hvorfor så ikke også tillade at slå mennesker ihjel, når det sker på en human måde, og de pågældende lever gode liv, så længe det varer? Hvad berettiger os til at gøre forskel på mennesker og andre dyr, når det kommer til at slå ihjel? Svaret på dette argument er efter min mening ikke at sige, at der er en meget principiel forskel mellem mennesker og dyr, som gør, at vi har en ret til liv, og det har dyrene ikke.

For mig at se kan forskelsbehandlingen derimod retfærdiggøres i lyset af konsekvenserne af henholdsvis at tillade drab på dyr og forbyde det på mennesker: Når min kone og jeg slagter nogle lam i vores flok, går livet blandt de resterende dyr på marken videre, som om intet er hændt. Den årlige slagtning ødelægger ikke velfærden hos de tilbageværende dyr. Derimod synes det lovbelagte tabu mod at slå mennesker ihjel (bortset fra meget veldefinerede undtagelser) at være en vigtig forudsætning for menneskelig velfærd. Historier fra litteraturen om mennesker, som bliver holdt og aflivet for fx at skaffe organer (jf. i nobelpristageren Kazuo Ishiguros mesterlige roman Slip mig aldrig), er i modsætning til historien om fårene på marken historier om liv fyldt med frygt og usikkerhed.

Er der så slet ikke nogen udfordringer for mit dyreetiske forsvar for at spise kød? Jo, der er én væsentlig udfordring, som filosoffen Peter Singer har sat fingeren på: Singer er i princippet enig med mig i, at det kan være moralsk i orden at holde og spise dyr, som har et godt liv; men han forsvarer den veganske livsstil med henvisning til, at kødspisere i praksis kommer til at understøtte en intensiv husdyrproduktion, som er moralsk uforsvarlig set ud fra et dyrevelfærdsperspektiv. Jeg er enig i, at dette er en reel fare.

At leve som kritisk forbruger, der bestræber sig på kun at købe kød, mejeriprodukter og æg, som er produceret på en måde, hvor der er taget ekstra hensyn til dyrevelfærden er ikke en nem opgave. Samtidig er der også en række andre moralsk relevante hensyn at tage, ikke mindst til klimaet og miljøet; og på trods af masser af gode intentioner ender man som kritisk kødspiser ofte med relativt ukritisk at købe det, der ligger lige for i køledisken. Her har veganeren, som har udviklet en æstetisk uvilje mod kød og andre animalske produkter, væsentligt nemmere ved at stå fast. Livet som kritisk kødspiser er således fyldt med fristelser og faldgruber.

Samtidig bemærker jeg dog også, at kritikken mod os, der forsøger at leve som kritiske kødspisere, ofte kommer fra mennesker, for hvem glasset altid er halvt tomt og aldrig er halvt fyldt, når det drejer sig om dyrevelfærd. Når det kommer til bekymringen om dyrevelfærd, er der dog en fare for, at angsten for ikke at give dyrene et godt nok liv slår om i en livsfornægtende holdning, hvor man af skræk for at skabe lidelse ender med at synes, at det er bedre, at dyrene slet ikke lever.