Offentligt møde: Hvad kan der gøres for at forbedre kattens status og velfærd?

Den 18. november 2020 blev det offentlige møde om kattens status og velfærd afholdt. Mødet markerede også åbningen af Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd og blev afholdt i samarbejde med Den Danske Dyrlægeforening.
 
Du kan se optagelser fra udvalgte oplæg nedenfor. 

---

Katte er ikke små hunde med høj haleføring. De er på godt og ondt deres egne.

Faktisk er kattene ikke helt nemme at få hold på. Groft sagt kan man dele de danske katte op i tre grupper:

• Ejerkatten eller familiekatten, som er en kat, der bor i et hjem sammen med mennesker, der ser sig selv om kattens ejer. Disse katte er der ca. 650.000 af i Danmark; og dermed er katten det mest populære familiedyr i Danmark. Der er også en gruppe katte, som ikke har et hjem, men er herreløse.
• Den herreløse kat er en, som godt kunne høre til i en familie, men som er blevet væk fra, som er blevet smidt ud af, eller som aldrig har fået en ejer. Vi ved ikke, hvor mange der er af disse katte; men vi ved, at de i stigende tal ender på danske internater. Faktisk har der fra 2004 til 2017 været en stigning på 250% i antallet af katte, som havner på et internat. I 2017 var det næsten 11.000 katte, som kom på internat.
• Endelig er den såkaldte ”vildkat”, som er en kat, der ikke er socialiseret i forhold til mennesker, og som ikke kan leve indendørs i et hjem. Disse katte lever typisk tæt på mennesker, hvoraf nogle fodrer dem og andre er irriterede på dem, fordi de støjer, sviner og terroriserer fredelige familiekatte. En del af disse katte, et sted mellem 4.000 og 10.000, bliver hvert år indfanget. Hovedparten bliver aflivet og nogle få af dem bliver neutraliseret og genudsat.

På mødet præsenterede vi forskningsbaseret viden genereret af forskere tilknyttet Dansk Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd om disse tre grupper af katte. Og vi præsenterede viden og erfaringer fra dyrlæger og en udenlandsk forsker. For hver gruppe af katte lagde vi op til en diskussion med bl.a. politikere, dyrlæger og repræsentanter for dyreværnsorganisationer af, hvad der kan gøres for at forbedre disse kattes status og velfærd.

Der er mange spørgsmål, som kan rejses.
Vi fulgte mødets dagsorden og behandlede følgende emner: 

• For ejerkattenes vedkommende så vi på udbredelsen af problemer med fedme og på, at kattene tilsyneladende i langt mindre grad end hundene får nødvendig dyrlægebehandling.
• For de herreløse kattes vedkommende så vi på det problematiske i, at mange kattejere ikke får deres katte mærket og registreret, så katten kan komme tilbage, hvis den forvilder sig væk.
• Endvidere så vi på, hvordan det kan det være et problem, at en del ejere ikke får neutraliseret deres katte, så der kommer et overskud af killinger.
• Endelig var der spørgsmålet, om ”vildkattene” bør aflives i det omfang, det sker nu, eller om man skulle fokusere på, at flere af dem kunne få lov at leve i såkaldte kattekolonier? En ekstern foredragsholder fortalte om erfaringer fra Italien, hvor det ikke er tilladt at aflive sunde katte, og hvor mange katte lever i store kolonier.