Hvordan kan økonomer bidrage til forståelsen af dyrevelfærd? – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Dyreetik > Faglige artikler/rapporter > økonomer og forståelse...

Hvordan kan økonomer bidrage til forståelsen af dyrevelfærd?

Det følgende er konklusionen fra kapitel 3 i Landbrugets økonomi 2009, udgivet af Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet. Kapitlet er skrevet af Tove Christensen, Jørgen Dejgård Jensen, Henning Otte Hansen & Peter Sandøe.

Både forbrugere og landmænd har interesse i dyrenes velfærd - og det er et godt og nødvendigt udgangspunkt for at etablere et marked for velfærdsprodukter. Men dyrevenlig husdyrproduktion er ofte forbundet med meromkostninger. Fordi dyrevelfærd er en ikke-observerbar egenskab i det færdige produkt, og fordi mange folk bekymrer sig om dyrevelfærd generelt og ikke kun for de dyr de selv spiser, så kan dyrevelfærd ikke overlades til alene at blive bestemt af markedskræfterne, og der kan være samfundsmæssige velfærdsgevinster forbundet med regulering i forhold til dyrevelfærd.
Der er flere mulige politiske indgreb, som dels kan påvirke markedsvilkårene, så priser på animalske produkter i højere grad afspejler den bagvedliggende dyrevelfærd, og dels kan rette sig mod andre mekanismer end de markedsmæssige.

I forhold til udbuddet af animalske fødevarer med højt indhold af dyrevelfærd kan man forestille sig initiativer til at forbedre rådgivningen omkring produktionsøkonomi og dyrevelfærd, fx i form af mere målrettet og individualiseret rådgivning af producenterne. Tiltag inden for forskning og udvikling i dyrevenlige produktionsteknologier med henblik på at nedbringe omkostningerne ved dyrevenlig husdyrproduktion forekommer også som en mulighed. I forhold til efterspørgsel og marked kan forbedringer af informationsniveauet (herunder sikre en troværdig mærkningsordning) være en form for tiltag, der kan udbygges, med henblik på at effektivisere det markedsdrevne niveau af dyrevelfærd. Det er velkendt, at der eksisterer relativt velfungerende mærkningsordninger, baseret på lovgivning fra EU, for dyrevelfærd i relation til konsumæg, hvor dyrevelfærds-varianter har relativt høje markedsandele. Tilsvarende lovregulerede mærkningsordninger findes ikke for kød, og forskellige private mærkningsordninger for kød har ikke har haft det samme gennemslag på markedet. Der synes dog at være en tendens til, at detailhandlen i stigende grad udnytter deres markedskraft og selv sætter krav til eksempelvis fødevaresikkerhed og dyrevelfærd og en sådan tendens kan vise sig at have væsentlig indflydelse på markedsudviklingen.

Mærkning og forbrugerinformation løser dog som udgangspunkt ikke problemerne med eksternaliteter forbundet med dyrevelfærd, så der er behov for supplerende tiltag, som adresserer disse, fx lovgivning om mindstekrav (Bennett, 1997). Her kan det være en udfordring at finde en passende fordeling mellem, hvad der skal lovgives om, og hvad markedet kan løse et væsentligt spørgsmål som teoretisk kan løses, men kan volde problemer i forbindelse med praktisk udmøntning i egentlige politikudformninger.

Endvidere er et muligt indgreb at påvirke adfærden hos forbrugere og/eller producenter
ved at lægge afgifter på produkter fra dyr med lav velfærd eller give tilskud til produkter fra dyr, hvor der er gjort noget ekstra for dyrevelfærden via skatter og subsidier. Muligheden for at yde tilskud til dyrevenlig produktion er dog i realiteten stærkt hæmmet af, at der i så fald er tale om en koblet produktionsstøtte, som ikke er forenelig med WTO-reglerne.

I relation til valg af virkemidler bliver det tydeligt, at Danmark er et lille land med stor samhandel med andre lande. Det betyder på den ene side, at dansk lovgivning via eksporten påvirker dyrevelfærden i det kød, som konsumeres i lande, der importerer kød fra Danmark. Det betyder på den anden side, at dyrevelfærden i det kød, som importeres til Danmark, påvirkes af den dyrevelfærdspolitik, der føres i de lande vi importerer fra. Den internationale handel med landbrugsprodukter har været konstant voksende og fortsætter sandsynligvis hermed, og derfor er og bør internationalt samarbejde om dyrevelfærd være et vigtigt element i dansk fødevarepolitik. 

Læs hele kapitlet her